Kategorier
Diverse Hovedkomité

Vagtskifte i Ringriderfesten i Sønderborg – ny formand

Jes Andersen forlader formandsposten, der overtages af næstformanden Jan Rasmussen

-Det bliver en livsstil. Sådan beskriver formanden for Ringriderfesten i Sønderborg, Jes Andersen, arbejdet med hvert år at tilrettelægge og gennemføre Nordens største Rytter- og folkefest – Ringriderfesten i Sønderborg. Det sker i tæt samarbejde med 80 komitemedlemmer og 50 medlemmer af seniorkomiteen.

I 39 år har Jes Andersen været en aktiv del af festen, hvis historie kan skrives tilbage til 1880. Det er en fest fyldt med traditioner. Jes Andersen har de sidste otte år været formand og inden da beklædt posten som ritmester i 15 år. Første gang han deltog i en ringridning, var han seks år.

Nu overdrager han formandskæden til 57-årige Jan Rasmussen, der har været aktiv i komitearbejdet siden 1998, hvor han som bankuddannet kom i kassekomiteen. Det var Jan, der fik ideen til, at Ringriderfesten skulle overtage rettighederne til salget af landets ældste by-vin ”Sønderborg Vinen”. I 2016 blev Jan udpeget som næstformand og deltog som rytter i sin første ringridning.

I Jes Andersens formandsperiode har Ringriderfesten gennemgået en række fornyelser. Ved at ændre forholdene på Ringriderpladsen er det lykkedes at gøre selve ringriderdysten  mere publikumsvenlig med store publikumstribuner. Jeg tog også initiativ til de årlige Tattooshow ved Sønderborg Slot og begyndte på en teknologisk modernisering, så tilmelding til ringridning kan ske online. På sigt bliver det muligt, at alle kan følge de enkelte rytters præstationer i galgerne via apps.

-Det er vigtigt, at vi passer på traditionerne, men samtidig udvikler os i takt med samfundet, siger Jan Rasmussen. Vi skal følge med tiden, men i 2022 ønsker jeg blot, vi kommer tilbage til 2019, der var det seneste rigtige ringriderår. Vi trænger alle til en rigtig ringriderfest.

Posten som næstformand efter Jan Rasmussen overtages af Ritmester Hans Otte Ewers.

Sideløbende med arbejdet i Ringriderfesten har Jes Andersen drevet Inspiration og Sportmaster forretningerne i Sønderborg og spillede en aktiv rolle, da de frivillige kæder blev solgt. Herefter udviklede og opbyggede han Helsams landsdækkende butikskæde med 35 butikker.

Jan Rasmussen har en finansiel baggrund og har bl.a. været kundechef for Sydbank i både Luxembourg og Schweiz. I dag ejer og driver han fem detailforretninger. Twizt og Femina i Sønderborg og Fleur Bodywear forretninger i Kolding, Aabenraa og Esbjerg.

Kategorier
Diverse Rytterkomité

Rytterkonge 2021

Hans Nicolaisen fra Dybbøl vandt kongetitlen i ringriderdysten i Sønderborg. Kronprins blev Torben Kaufmann fra Bolderslev, mens Ole Olsen fra Rangstrup blev prins.

Den samlede præmiesum var på 15.000 kr. med 7.500 til vinderen, 5.000 til kronprinsen og 2.500 til prinsen. Præmien var udsat af Broager Sparekasse.

314 ryttere deltog i søndagens dyst og 18 ryttere gik videre til omridningen. Specielt dysten om titlerne kronprins og prins var dramatisk. Gang på gang måtte de to ryttere igennem galgen. Når den ene tog ringen på 5 millimeter, gjorde konkurrenten det også. Det samme gjorde sig gældende, når den ene fejlede  gjorde den anden det også, men til sidst kom en afgørelse.

Ringriderfesten i Sønderborg havde samlet omkring 2.000 publikum og ryttere fordelt i to ”corona-bobler”.

Kategorier
Diverse Hovedkomité

Rytteren med lansen byder velkommen til Sønderborg

At male en hest er ikke så ligetil. Heller ikke for en kunstmaler.

Kunstneren Andreas Welin studerede hestens muskulatur og tegnede den ene skitse efter den anden i et halvt år før han var så tilfreds, at han påtog sig opgaven med gavlmaleriet ”Rytteren med lansen”, der lørdag blev afsløret på en af byens fremtrædende bygninger – Nørre Havnegade 8.

Gavlmaleriet er det første, man får øje på, når man fra Jyllands-siden kører over Chr. den X’s bro og ind i Sønderborg.

Gavlmaleriet er med til at fremhæve Sønderborg som ringridersportens hovedstad. Udover maleriet huser byen landets eneste ringridermuseum, der netop har holdt 15 års jubilæum, i Sønderborgs næstældste ejendom.

Gavlmaleriet er blevet til i et samarbejde mellem Uwe Wolffs Fond, Ringriderfesten i Sønderborg, Sønderborg Kommune og sponsorerne Sydbank, Sønderjysk Forsikring og revisionsselskabet EY.